top of page
Teater Astra logo

Teater Astra var min hovedbeskæftigelse i 2007-2016. Jeg var leder og skuespiller, skrev og producerede forestillinger for børn og voksne. Teatret havde base i Aarhus – men spillede også i resten af Danmark og i Finland.

Luften imellem os

Luften imellem os

En skilsmisse-kabaret

Turné i 2013-16

 

Idé af: Tiia Kotkas
Instruktør: Theresa Daewaell Grønning
Musik: Asger von Daler
På scenen: Henrik Uldall/Poul Storm og Tiia Kotkas

Vi møder Mads og Susanna, to livsstilseksperter, der har været gift og nu holder foredrag om den “Lykkelige Skilsmisse”. Vi drages ind i deres fortid og brud med hinanden, tilsat nutidens overvejelser over datidens fejl.

En intim og humoristisk forestilling om vokseværk i kærlighed – om det modne parforholds identitetskrise, når projekt “børnefamilie” ikke længere fylder alt. Når parforholdet står igen  nøgent frem med nye spørgsmål: Hvad skal vi nu? Hvad var det lige, vi to skulle med hinanden? Hvordan er det nu lige, det står til med den der kærlighed?

“Jeg var, til min egen overraskelse, meget berørt af stykket og ikke mindst jeres spil, og sad nærmest åndeløst og fulgte med. Jeg har tidligere beskæftiget mig med teorier om familie- og parforholdsdynamik og har jo også mine egne erfaringer, og jeg oplevede genkendelsens glæde – eller skulle jeg sige: sorgfuldhed.”
 

Benedicte Madsen

Lektor emeritus ved Psykologisk Institut, Aarhus Universitet

Livets Tango

Livets Tango

En intim cafékoncert

Turné: 2010-11
Sang: Tiia Kotkas
Harmonika: Knud Strandby Thomsen
Instruktør/konsulent: Katrine Faber

Publikum forføres og føres gennem de mange stemninger, som hører til tangomusikken – og til kærlighedslivet: Hengivenhed, lidenskab, jalousi, tvivl og håb. Med harmonika og sang genfortolker de to medvirkende både kendte og mindre kendte tangonumre – med blidhed og med styrke.

Livets Tango består af tangonumre fra Danmark, Finland, Argentina og Tyskland (Kurt Weill). Der synges på fem sprog.

“En hyldest til hele tangoens væsen.”

“En forførende koncert, som på én gang giver gåsehud og en indre varme i hele kroppen.”

Kærlighedens indvandrer

Kærlighedens indvandrer

Spillede i 2013

Sang: Tiia Kotkas
Guitar: Janne Storm
Oversættelse af sange:
Tiia Kotkas

Jeg oversatte danske viser og sange  til mit modersmål, finsk. Sammen med guitaristen Janne Storm – som er min fætter – opførte jeg i juli 2013 sangene i et lille, intimt blackboks-teater i den charmerende kunstnerby Fiskars. Ud over at præsentere de smukke og dramatiske sange for et nyt publikum, var koncerten en fortælling om det at være indvandrer.

Lyst og længsel

Lyst og længsel

En “kaffe-koncert”

Turné: 2009-10
Medvirkende: Tiia Kotkas og Morten Musicus Pedersen
Dramatiker: Tiia Kotkas
Instruktør: Katrine Faber

Lyst og Længsel er en musikalsk fortælling om primadonnaen Rosa og hendes akkompagnatør Konrad. Rosa synger og fortæller om sit magiske liv og længes efter de gode stunder, som hun har haft i fortiden. I sin længsel lægger hun ikke mærke til ham, som hun har lige ved hånden: Den trofaste Konrad, som kun har øje for Rosa.

Lyst og Længsel er en akustisk teaterkoncert med viser og folkemusik fra de nordiske lande. 

 
"Dejligt, at to mennesker kan levere så meget sang, dans og musik"

Nissen Natalia

Nissen Natalia

En sanselig juleforestilling for de mindste

Turné: 2011-12
Medvirkende: Tiia Kotkas
Idé af: Tiia Kotkas

Nissen Natalia kommer på besøg. Med sig har hun sin ven, Musen. Musen er sulten og vil have risengrød. Natalia har derfor altid ris i en lomme. Hun synes, at det er dejligt at stikke hånden i lommen og mærke risene. Mens risene koger, vil musen gerne høre julemusik. Natalia vil gerne spille for den… men harmonikaen er væk. Kan børnene hjælpe hende med at finde den?

Julen er fyldt med hemmeligheder, som dufter godt og kilder i maven. Natalia deler sine julehemmeligheder med Musen og med børnene og tager børnene med, så de kan mærke julen på deres egen krop.”

“Vuggestuen Tornebakken havde besøg af nissepigen Natalia. En juleforestilling der virkelig rammer aldersgruppen 1-3 år. Forestillingen har en god vekselvirkning mellem det at sidde stille og lytte, og selv være deltagende. Nissepigen Natalia forstår at bringe overraskelsesmomenter ind i forestillingen, som fanger børnenes interesse. En forestilling hvor sanserne bliver taget i brug.  En forestilling vi varmt vil anbefale til alle vuggestuer. Vi vil blive meget glade hvis hun kom forbi vores vuggestue igen næste år.” 

Elsebet Fousing Wilhelmsen

leder af vuggestuen Tornebakken.

Føline - en klovns følelsesliv

Føline - en klovns følelsesliv

Turné: 2007-12
 

Dramatiker og skuespiller: Tiia Kotkas
Komponist: Morten Musicus Pedersen og Max Bering
Instruktørkonsulent:  Torkild Lindeberg m. fl.
Scenograf: Sigrid Bennike

En poetisk familieforestilling om kreativitet og ensformighed, forundring og længsel, frygt og mod, vrede og glæde. Krydret med humor og musik.

 

Klovnen Føline får ansættelse på den berømte Lerkuglefabrik. På fabrikken skal man være effektiv og opføre  sig ordentligt, og Føline gør sit bedste for at opfylde kravene. Men leret er dejligt at have mellem fingrene – og pludselig vokser der små figurer frem af leret. Det er bestemt ikke noget direktøren på fabrikken bryder sig om, og pludselig hvirvles Føline ud i en følelsesmæssig hvirvelvind.

“En masse situationer man kan nikke genkendende til og ikke mindst grine af. Jeg fik da tårer i øjnene.”

“Stykket er både for voksne og børn –  Skæg og ballade, men også eftertanke…”

“Med Føline oplevede jeg en poetisk og utraditionel klovneforestilling, som både vækkede min latter og min eftertanke. En fin forestilling med stof til både familiens børn og voksne.”
bottom of page